Ghana Biblioteksvenner
Årsberetning for 2023, fremlagt på generalforsamlingen 17. marts 2024.
Bestyrelsen har bestået af: Grethe, Sus, Kathia, Jørn og Britta.
2023 har været et travlt år, både her og i Ghana. Men også er frugtbart år med nye og forbedrede relationer til omverdenen.
Besøg i Ghana
I maj besøgte Jim og Britta Ghana. Besøget udsprang af at det var blevet svært at kommunikere med vores partner. Og da vi så fik en anmodning om udbetaling af barsels dagpenge og ansættelse af vikar for Ayisha, uden vi havde hørt noget om det inden, besluttede vi os for at finde ud af hvad der foregik.
Det viste sig at være ret banalt. Ayisha er flyttet hjem til Fatawu som kone nr. 2 og de har fået en lille pige. Det havde han så ikke haft mod til at fortælle os, hvilket var en frustration for øvrige i projektet. Dermed kunne besøget koncentrere sig om projektet RRL og biblioteket. Vi havde som altid nogen rigtig gode dage i Dalun, hvor Shani også denne gang gav os husly.
Besøget bød også på 1. Maj i Accra, besøg og bogindkøb hos Osu Childrens Library, hvor vi for første gang mødte Kathy Knowles, den canadiske projektejer, som vi har haft kontakt til siden 2016 og et besøg i en boghandel.
I oktober var Jim, Sus og Britta på monitoreringsrejse. Vi havde kort ophold i Accra med bogindkøb og i Tamale hvor vi besøgte biblioteket og HopIn, men koncentrerede os også denne gang om projekterne i Dalun.
I Dalun var den store oplevelse den lokale Læsefestival, som om tales yderligere i afsnittet om projektet RRL. Det var en stor oplevelse at se projektet folde sig ud, så monitoreringsrejsen ikke blot var opfølgning på økonomi og projektaktiviteter.
Projekter
Receptive Reading and Learning
RRL er det projekt vi har en bevilling fra CISU til. Den er 2 årig og på kr. 303.364, – . Projektet løber frem til udgangen af maj 2023. Der er stort fokus på dette projekt, da det er vores suverænt største.
Med biblioteket som omdrejningspunkt arbejdes der med at skabe læselyst især blandt børn og unge, men også hos deres både private og professionelle voksne.
Der er flere elementer i projektet. I forhold til brugerne er der fokus på etablering af læsegrupper og samarbejde med skolerne. I forhold til partnere er det især Ghana Education Service der er fokus på. Og endelig er et væsentligt fokus kapacitetsopbygning af R2CI, bestyrelsen, projektgruppen, de ansatte samt frivillige på biblioteket og i læsegrupperne.
Under besøget i Maj havde vi møde med bestyrelsen for R2CI, hvor bl.a. fremdriften i projektet blev drøftet. Vi opfordrede sammen projektgruppen til at øge supporten og besøgsaktiviteten til såvel skoler som læseklubber, da vi fornemmede en vis træghed. Det er sket og under besøget i oktober var det meget tydeligt, at det fælles mål om at lave en fantastisk læsefestival, gav sammenhold og lyst til arbejdet. Tilsvarende har samarbejdet mellem Dalun RC og Jelling Friskole givet inspiration til samarbejdet med skolerne. Her har den inspiration, Sus har givet dem helt tydelig båret frugt. Om det så holder i længden, er ikke forudsigeligt, men vi har fælles oplevelser, som der kan refereres til, hvilket i sig selv er befordrende for samarbejdet.
Der er nu 9 læsegrupper. 2 i Dalun og 7 i de små landsbyer rundt om.
På læsefestivalen i oktober mødte vi dels læsegruppelederne til en workshop, og under selve festivalen både dem og ca. 100 børn fra grupperne. De var dybt engagerede og der er ingen tvivl om at projektet gør en forskel for både børn og voksne.
Ligeledes i oktober besøgte vi samtlige 10 skoler i Dalun. De er meget forskellige og det er tydeligt hvor stor forskel det gør, hvem der er skoleleder. Men fra bibliotekets side behandler de alle ens. Byder dem velkommen når de kommer, besøger dem og tager fat i de skoler, der ikke dukker op. Det er flot arbejde.
Biblioteket er fortsat åbent i dagtimerne mandag til fredag, hvor det især er skolerne som benytter det. Derudover er der læseklub 3 aftner fra 8 – 9, hvor andre også er velkommen til at benytte biblioteket. Vi kunne ønske os et tidspunkt i løbet af ugen, hvor det især er for voksne og vil forsøge at adressere dette i et evt. kommende CISU støttet projekt.
På mødet med bestyrelsen for R2CI drøftede vi et evt. kommende projekt. Det har siden foldet sig ud og vi er pt i gang med at lægge sidste hånd på en ny ansøgning til CISU. Igen et 2-årigt projekt, men med en større økonomi, da inflationen har været voldsom i Ghana siden Corona.
I dette nye projekt, vil vi øge fokus på læsekompetencer og vejen dertil for både børn og voksne.
Verdensborger i Jelling og Dalun
Vi modtog kr. 30.000, – fra Jelling Musikfestival til projektet ”Verdensborger i Jelling og Dalun”. Projektet er et samarbejde mellem GBV, Jelling Friskole, R2CI og Dalun RC. Og har som formål at øge børnenes indsigt i hinandens hverdag. Der arbejdes med verdensmål 4 og 13 Kvalitetsuddannelse og klimamål. Udover dette får de også lært at kommunikere både ved at skrive og online møder.
Projektet er en udløber af affaldsindsamlingen i oktober 2022, hvor børn fra friskolen og fra Dalun RC første gang mødtes online.
Under besøget i Dalun i Maj, blev udarbejdes udkast til projektplan, tidsplan og budget.
For GBV er det Jim og Sus der har været projektansvarlige.
Som sådan er projektet afsluttet, men vi fortsætter det gode samarbejde med Dalun RC og Mohammed, som er skoleleder der. Ligeledes håber vi at fortsætte samarbejdet med Jelling friskole eller en anden skole, som kunne være interesseret.
Uddannelse
Ayisha og Napari går fortsat på universitetet – de forventer at afslutte deres bachelor næste sommer. Ingen tvivl om at det har være hårdt for Ayisha med det lille barn, men hun ser ud til at klare den, hvilket vi finder er rigtig flot af hende.
I oktober lavede vi en aftale med OCL om at Napari kunne komme i et 2 ugers praktikforløb hos dem i Accra. Forskellige omstændigheder har udskudt tidspunktet, men hun er der nu fra den 10. til den 24. marts 2024.
Samarbejder
Samarbejde med 100% for børnene og REEP
I samarbejde med 100% for børnene – som er en dansk organisation og REEP som er en ghanesisk organisation søgte vi, sammen med flere andre, i 2023 GLOBUS: Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde, om støtte til at sende en container med udstyr til biblioteker, skoler, tandlægeklinik, idrætsklubber mm til Ghana. I ansøgningen var også frivillige, som tager til Ghana for at undervise i brug af pc’ere..
Bevillingen fik vi i 2023, men selve projektet løber først af staben nu, hvor containeren er på vej til Ghana. I den sammenhæng har vi fået en doantion fra Lamhult Biblioteksdesign i form af af inventar til biblioteket.
Hald Ege friskole.
Vi har stor fornøjelse af samarbejdet med Hald Ege Friskole. Dels donerer de penge til projektet og dels er Mette Junker som er skoleleder en god sparringspartner. I det forgangne år har vi været på besøg på Friskolen og Friskolens 9. klasse har været på besøg på biblioteket i Dalun. Derudover mødtes vi med Mette Junker under vores ophold i Tamale i oktober.
Oplysningsaktiviteter
Ghana arrangement i NC10 den 25. marts
I samarbejde med Ghana Venskab og Kwabena, som repræsenterer det ghanesiske miljø i Vejle, afholdt vi et aftenarrangement i Nørremarkcenteret den 25. marts..
GV viste filmen ”Hear me out”, ghaneserne lavede parade og spillede på trommer, der var ghanesisk mad og til sidt dansede vi til afrikansk disko musik.
Udover arbejdskraft bidrog GBV med kr. 500,-.
Der kom ca. 50 mennesker, som hyggede sig fra 18 til 23. Arrangementet blev foromtalt i Ugeavisen Vejle.
Deltagelse i ”møder”
I august deltog vi i Kulturmødet på Mors sammen med OpEn som er et CISU tiltag.
Vi havde aktiviteter i form af fortællinger, som Jim stod for og derudover tid i boden, hvor vi tale med en del mennesker – nye som gamle kendinge.
Vi deltog også i Folkemødet i Vejle med børn som målgruppe. Skoleforvaltningen havde arrangeret et Verdensmålsløb, hvor vi havde aktiviteter om Ulighed.
Udgivelser
I 2022 udgav vi 2 letlæsningsbøger på engelsk, som især er rettet til de ghanesiske børn. Men vi har i 2023 solgt over 200 af dem til skoler og biblioteker i DK😊
I efteråret havde vi besøg af Kim Jensen fra CISU, som fortalte om hvilke muligheder der er for at få støtte fra CISU’s oplysningspulje. Det gav god inspiration til at overveje nye tiltag og er fulgt op med en ansøgning til puljen.
Vores helt egen verden – administrative ændringer:
Da Susanne udtrådte af bestyrelsen ved sidste generalforsamling, kom vi til at mangle en kasserer. Den opgave har Jørn og Britta delt det forgangne år, med hjælp udefra. Øvrige administrative opgaver ligger især hos Britta.
Når vi får projektstøtte fra CISU kræver de at vi har et system med dobbelt bogholderi. Det har vi nu anskaffet i form af programmet Billy. Der er en udgift forbundet med dette, men da vi får midler til administration, kan det finansieres ad den vej.
MobilePay
I efteråret besluttede bestyrelsen at undersøge muligheden for at få MobilPay. Det letter indbetalinger for medlemmer og i forbindelse med indsamling af midler. Det viste sig at være en kende omstændigt, men det lykkedes inden vi skulle opkræve kontingent.
Dog koster der kr. 1200,- årligt, da vi skal have en indsamlingstilladelse – hvilket altså ikke direkte har noget med MobilPay at gøre, men er fordi vi laver offentlige indsamlinger, sådan tolker de vores vedtægter.
Bank
Vi har i flere omgange oplevet at Middelfart Sparekasse ikke er særlig serviceminded overfor en forening som vores. Da vi bad om en ekstra konto til indsamlinger, hvilket MobilePay og civilstyrelsen kræver, når vi har en indsamlingstilladelse, gjorde de os det helt klart at de ikke ønsker os som kunde, da vi ikke har aktiviteter i deres nærområde. Det betyder at vi nu er på jagt efter en ny bank, hvilket den nye bestyrelse skal i gang med.
Til sidst skal det nævnes at vi har fået meget stor hjælp fra Leif Møller med udarbejdelsen af Årsregnskabet. Om det fremadrettet bliver løsningen eller om vi køber os til det hos en ekstern, så længe vi har projektstøtte, vil den nye bestyrelse afgøre. Det vil kunne finansieres af de midler vi får til administration fra CISU.